Nyt værktøj til værdisætning af skader ved oversvømmelser

Session

Resumé

I Vand i Byer regi med supplerende finansiering fra Forsikring & Pension og Region Hovedstaden er der gennemført et projekt omhandlende værdisætning ved oversvømmelser. I Danmark mangler der en veldefineret metode og et værktøj til opgørelse af skaderne, som følge af oversvømmelser. I dette projekt er der indsamlet erfaring fra både ind- og udland af konsekvenserne ved at anvende forskellige metoder til prissætning af skaderne ved oversvømmelse. Desuden er der i projektet udviklet et værktøj, som beregner de direkte såvel som de indirekte skader som følge af oversvømmelse. Det udviklede værktøj støtter op omkring de opstillede metoder og modeller samt Spildevandskomiteens Skrift 31, således at opgørelsen af skader i Danmark kan ske på et ensartet og konsistent grundlag, som bygger på state-of-the-art viden på området.

Målgruppe

Abstract

Oversvømmelse af danske byer har igennem de senere år kostet mange milliarder, og prognoser for klimaændringer viser, at oversvømmelsesskaderne bliver langt større end det, vi hidtil har oplevet. Der er derfor brug for et GIS baseret software værktøj, som kan hjælpe beslutningstagerne med at beregne oversvømmelsesskader på et ensartet og konsistent grundlag samt kvantificere de økonomiske effekter af tiltag til at reducere oversvømmelser. Dvs. der er opstillet metoder til beregning af direkte skader som følge af vandets påvirkning af bygninger og infrastruktur  samt omkostninger ved skader som følge af indirekte skader, såsom tab af arbejdsfortjeneste, sygedage/dødsfald, tab af ejendomsværdi mm.

Værktøjet er udviklet med henblik på at støtte op om Spildevandskomiteens Skrift 31 om, hvordan et serviceniveau for oversvømmelser fastsættes i en given kommune og hvilken oversvømmelsessikring et spildevandsselskab vil tilbyde sine borgere.

Arbejdsgangen i værktøjet omfatter, at der indlæses oversvømmelseskort med forskellige gentagelsesperioder, der laves en værdikortlægning af området, hvorefter der beregnes et skadeskort for hver gentagelsesperiode og til slut et risikokort.

Værktøjet understøtter oversvømmelseskort i forskellige formater, således er raster baserede kort, MIKE FLOOD (.dfs2 og .dfsu) samt shape fil formaterne understøttet. For oversvømmelseskort baseret på MIKE FLOOD understøttes vanddybde, hastighed og varighed. I hovedtræk beregnes både de direkte og indirekte skader på basis af brugerdefinerede skadeskurver for de enkelte temaer. Værdikortlægningen foretages uden for værktøjet i f.eks. ArcMap og importeres via en shape fil i værktøjet. Ved skadeskort beregningen associeres de enkelte temaer i værdikortet med en skadeskurve. På basis af oversvømmelseskortene og værdikortet beregnes de enkelte skadeskort og til slut et samlet risikokort.

Risikokortet vises i detaljer men kan også aggregeres i 100*100m celler eller brugerdefinerede oplandspolygoner. Risikokortet kan indgå i kommunens klimatilpasningsplan og ved planlægning og prioritering af forskellige klimatilpasningstiltag.

Resultaterne fra værktøjet kan desuden anvendes som input til PLASK til videre detaljeret beregning af omkostningerne ved forskellige klimatilpasningstiltag og andre samfundsøkonomiske udgifter.

I præsentationen gennemgås de implementerede metoder, dele af brugergrænsefladen samt eksempler på anvendelse af værktøjet.

Nyt værktøj til værdisætning af skader ved oversvømmelser
Morten Just Kjølby
DHI

Der er ikke nogle vedhæftninger