Decentral renseteknologi i klimatilpasningsprojekter - cases

Session

Resumé

Hvert år er der alt for mange regnbetingede overløb fra fællessystemer med en stor belastning af vores vandmiljø til følge. Som løsning overvejer mange separering af regn- og spildevand, og det er tit de blågrønne løsninger, der bedst opfylder forsyning og kommunes visioner. Implementering af grøn infrastruktur i et omfang, der kan kompensere for den manglende hydrauliske kapacitet i de eksisterende afløbssystemer, vil imidlertid tage lang tid. Nok længere tid end målopfyldelsen af vandområdeplanerne kan vente. Samtidig er det mange steder en nødvendighed, at der også laves løsninger af en mere ”grå” karakter, dvs. rør eller bassiner. Lokal rensning og udledning af overløbsvand kan inddrages i løsningerne, hvormed udbygningsbehovet reduceres markant, der opnås en effekt nu og her, og løsningen bliver ofte den mest cost-effektive, hvilket eksemplificeres gennem en række cases.

Målgruppe

Abstract

I Jægerspris har Frederikssund Forsyning i samarbejde med Krüger overvejet forskellige lokale løsninger i forbindelse med nedlæggelsen af det gamle Nedr. Dråby renseanlæg. Nedlæggelsen foregår som et led i centraliseringen af spildevandsinfrastrukturen, ligesom de fleste andre steder i landet. Med den eksisterende teknologiske tilgang til disse projekter, opstår et behov for investering i store pumper, bassiner og transportledninger. Det for at kunne håndtere de store vandmængder under regn ved de nedlagte renseanlæg, som ofte omlægges til overløbsbygværker. Samme problematik gør sig i øvrigt gældende ved de mange overløbsbygværker, der allerede findes i afløbssystemer uden tilstrækkelig kapacitet, og som derfor belaster recipienter alt for ofte.

I projektet i Jægerspris viste det sig, at den mest cost-effektive løsning var at udnytte magasineringsvolumenet og bundfældningspotentialet i den gamle bundfældningstank vha. en intelligent oppumpning dertil med de eksisterende indløbspumper. Dermed reduceredes belastningen af det nedstrøms renseanlæg, samt udbygningsbehovet både ved det gamle og det nye renseanlæg. Overløbene bliver fremover ganske sjældne, og når de endelig sker, vil spildevandet være dels meget fortyndet af regnvand, dels være renset, fordi det har været igennem den gamle bundfældningstank. I det konkrete projekt var det således muligt at sikre en markant miljøforbedring udelukkende ved anvendelse af eksisterende anlæg, og tillade lokal udledning af ”tyndt” og renset overløbsvand i sjældne tilfælde.

Tilfældene af lokal udledning ved det gamle renseanlæg vil reduceres i takt med, at projekter med afkobling af regnvand i oplandet gennemføres.  I Frederikssund, ligesom i resten af Danmark, er det tit disse blågrønne løsninger, der bedst opfylder forsyning og kommunes visioner, nemlig udnyttelse af regnvandets rekreative værdi - og det ofte i en sammenhæng med skybrudsprojekter på terræn.

I Jægerspris er løsningens miljøeffekt ikke afhængig af disse projekters gennemførelse i oplandet. Det er imidlertid tilfældet i oplandet til mange andre overløbsbygværker/nedlagte renseanlæg, hvor der ikke er en tilsvarende, tilgængelig magasineringskapacitet. Set ud fra recipienternes synspunkt er det uheldigt, da disse afkoblingsprojekter - i stort omfang - forventeligt vil tage mange år. Her har Krüger i to konkrete tilfælde, udarbejdet løsningsforslag med udgangspunkt i anlæg fra Norge og Sverige, hvor etablering af en lokal renseteknologi (hhv. Actiflo og Hydrotech-filter) kan kompensere for dette. Hermed sikres en miljøeffekt her og nu – og endda på niveau med den effekt afkobling af relativ store regnvandoplande har (?40-60 % afkobling i et af tilfældene). Dertil kommer den fordel, at det giver mulighed for at afvente, hvordan udviklingen og tilpasningen i oplandet forløber. Klimatilpasning er en løbende proces, og det må forventes, at strategi og løsninger skal detaljeres og justeres i takt med at klimaet ændres og vidensniveauet øges.

Decentral renseteknologi i klimatilpasningsprojekter - cases
Mathias Nørlem
Krügerr A/S

Der er ikke nogle vedhæftninger