Grundvandskortlægning for fremtidens forbrugere
Session
Resumé
Resultater fra Statens Grundvandskortlægning anvendes som screeningsværktøj, og der introduceres et ”play concept” som sammenkobler modellering og multikriterieanalyse med økonomi og strategisk planlægning. Vi viser, at ved hjælp af den statslig udførte geologisk kortlægning og grundvandsmodellering kan et større landområde opdeles i kildepladsegnede områder og i mindre egnede områder. Vi tester og verificerer de modellerede resultater, således beslutningerne om anlæg kan træffes fakta baseret ud fra direkte målinger og indsamlede data.
Målgruppe
Abstract
VandCenter Syd har påtaget sig den bagvedliggende forsyningsforpligtigelse for Nordfyns Kommune, og har derfor brug for at sikre både sig selv, men også andre lokale vandforsyningers mulighed for at lokalisere og bevare et antal kildepladser med både høj kvalitet og regional kapacitet til fremtidig indvinding. VandCenter Syd skuer fremad og tænker både på kommende generationer og på egne fremtidsmuligheder i forhold til vandforsyning i tyndt befolkede områder.
En betydelig del af arbejdet med at skabe fremtidens kildepladser handler om interessentinddragelse og dialog med de nuværende lokale indvinderer og ikke mindst at skabe forståelse for idéen ved de eksisterende vandværker og andre interessenter. Mulighed for at tilrettelægge den nødvendige beskyttelse mod forurening af de fremtidige kildepladser er en af de bærende tanker i denne tidlige indsats for at lokalisere og dermed kunne sikre de bedste fremtidige indvindingsmuligheder for eftertiden.
På konferencen vil vi komme nærmere ind på hvordan Statens grundvandskortlægning anvendes som screeningsværktøj til at identificere de bedste magasiner, der samtidig har tilstrækkelig naturlig beskyttelse i form af lerdække. Dernæst anvendes grundvandsmodellering til at belyse grundvandets dannelse og strømning. For at skabe tilstrækkelig sikkerhed for at de tilsyneladende sammenhænge også har bæring i mindre lokale udstrækninger testes de fundne mulige kildepladser med undersøgelsesboringer, vandprøver og prøvepumpninger. Den bekostelige og tidskrævende ”testindsats” kan på denne måde indsnævres til meget præcise og få indsatser.
Samarbejde mellem den ”store forsyning”, kommune, de mange både små og store lokale vandforsyninger og andre interessenter er udover den strategiske anvendelse af statens mangeårige kortlægning af grundvand de bærende tanker i dette fremadskuende projekt.
