Begrønningsværktøj – Blå og grønne tiltag i byer

Session

Resumé

NIRAS har udviklet et begrønningsværktøj for Københavns Kommune, som skal sikre udmøntning af kommunens Bynaturstrategi, der har til formål at skabe og sikre mere og bedre bynatur i udviklingen af hovedstaden. Værktøjet kan bruges til at sætte rammer og mål for et projekt til løbende opfølgning i planlægning og projektering, samt i forhold til evaluering af projektet efter udførelse.

 

Værktøjet kan ved indtastning af en række oplysninger beregne en begrønningsfaktor. Faktoren sammenholder det samlede areal med areal og kvalitet af bynatur i projektet. På denne måde forholder faktoren sig ikke kun til, hvor meget grønt areal, der skabes gennem projektet, men også til den merværdi og de økosystemtjenester det grønne giver til byen, såsom at tilbageholde øgede vandmængder, understøtte nye arter, eller rumme nye aktiviteter for byens borgere.

Målgruppe

Abstract

Københavns Kommune ønsker at skabe og sikre udviklingen af en mere grøn hovedstad, men hvordan kvantificerer man dette i samspil med byens udvikling og planlægning? NIRAS har udviklet et begrønningsværktøj for Københavns Kommune, som svarer på dette spørgsmål.

Bynatur kan bidrage til tilpasning af byen til fremtidens vejr, øge biodiversiteten, skabe flere rekreative oplevelser og styrke byens egenart på tværs af byens rum. Men byens rum er ikke ens, og det er derfor vigtigt at fremhæve og bygge videre på byens mangfoldighed i implementeringen af begrønningsværktøjet. Værktøjet står ikke alene, men skal hjælpe til at italesætte behovet for fokus på etablering af bynatur i projekterne og giver samtidig en metode til at kvantificere dette fokus.

Værktøjet, som består af et simpelt regneark, kan ved indtastning af en række oplysninger beregne en såkaldt begrønningsfaktor. Faktoren er et tal, der sammenholder det samlede areal med areal og kvalitet af bynatur i projektet. På denne måde forholder faktoren sig ikke kun til, hvor meget grønt areal, der skabes gennem projektet, men også til, hvorvidt det grønne areal kan tilbageholde øgede vandmængder, kan understøtte nye arter, rumme nye aktiviteter for byens borgere eller understøtte områdets egenart. Værktøjet giver mulighed for at dokumentere, at selvom der fældes et par træer, så øges biodiversiteten alligevel gennem det samlede projekt, fordi der tilføjes andre grønne elementer. Før var det ikke muligt at italesætte dette, men nu er det muligt at anskueliggøre og sætte et konkret tal på indsatsen.

Værktøjet har desuden den funktion, at kommunens byplanlæggere kan indtaste, hvordan den eksisterende bynatur ser ud, og hvordan de forventer, at et konkret projekt vil forandre bynaturen. Begrønningsfaktoren indikerer derefter, hvor store forandringer, det vil kræve, hvis man skal opnå enten en høj, middel eller lav faktor. Det giver byplanlæggerne mulighed for at vælge lige præcis de grønne tiltag, som vil have den mest positive effekt på naturen i byen.

Et eksempel herpå er parken, der står i kontrast til den omkringliggende by og ofte danner rammer for rekreativ udfoldelse. I parken er der rum og mulighed for at skabe stor variation i bynaturen ved brug af forskellige træer, græsser, bede, hække og buske, og derved udvikle og understøtte biodiversiteten for forskellige levesteder og leveforhold. Modsat parken indeholder gaden ikke samme mulighed for udvikling af bynatur. Bynatur er dog et vigtigt element i forbindelse med implementeringen af Københavns Kommunes Skybrudsplan, hvor bynatur kan bidrage til at tilbageholde og absorbere vand i forsinkelsesbassiner og regnbede.

Værktøjet er en væsentlig del af udmøntningen af kommunens Bynaturstrategi, som har til formål at skabe og sikre mere og bedre bynatur i udviklingen af byen. Bynaturkonceptet bygger på, at bynaturen kan levere en række økosystemtjenester til byen, som er afgørende for liv og identitet i det groede og byggede miljø.

Begrønningsværktøj – Blå og grønne tiltag i byer
Cathrine J.B. larsen
NIRAS

Der er ikke nogle vedhæftninger