Fyrtårnsprojekt VARGA
Session
Resumé
Fyrtårnsprojekt VARGA skal omdanne renseanlæg Avedøre fra et renseanlæg til et ressourceanlæg.
Målgruppe
Abstract
BIOFOS har sammen med fire andre parter opnået støtte til et fyrtårnsprojekt der skal omdanne renseanlæg Avedøre fra et renseanlæg til et ressourceanlæg. Projektet hedder VARGA som er en forkortelse for VAnd Ressource Genvindings Anlæg. Projektet skal sørge for, at ressourcerne i spildevand og affald udnyttes endnu bedre end i dag. Spildevandsvirksomheden BIOFOS er gået sammen med Amager Ressource Center (ARC), EnviDan, DTU Miljø og UNISENSE om at finde nye metoder til energiproduktion og genanvendelse.
Projektet afvikles over 3,5 år fra primo 2017 til medio 2020. Der er seks aspekter VARGA projektet skal fokusere på som skal give synergi og forbedring på flere områder af vandrensningen og udnyttelsen af biomasse. Forandringerne må dog ikke forringe afløbskvaliteten. Omdannelsen består af følgende elementer (Arbejdspakker - se figur) : kulstofhøst, lattergas minimering, værdikæde for KOD, næringssalte, frigive rådnetank, separat udrådning af biopulp, bioaugmentation og biologisk opgradering af biogas.
BIOFOS og de øvrige partnere er allerede startet op med at installere lattergasmåling i fire luftningstanke, så vi kan følge effekten af de forskellige tiltag på lattergasproduktionen. Dette er koordineret med et VUDP støttet projekt som tester en ny styrings idé fra DTU. Derudover er der tre pilotanlæg på vej i forbindelse med arbejdspakke 1, 4 og 6.
I pakke 1 skal projektet undersøge mulighederne med forfiltrering og afvanding af primærslammet. Det er planen at der herefter anlægges et forfilter i stor skala til 25 % af vandmængden.
I pakke 4 vil Veolia konstruere et pilotanlæg til elektrodialyse af slamaske mhp. fosfor genvinding. I den samme pakke skal ydermere et anammox anlæg installeres til hele rejektvandsstrømmen på Renseanlæg Avedøre.
I pakke 6 skal DTU-miljø undersøge bioaugmentation i udrådning af biopulp fra madaffald.
Der er desuden planer om i VARGA at udarbejde samlet beskrivelse af mulighederne for hvordan man bedst omdanner et renseanlæg til bedst mulig ressourceudnyttelse, herunder vil livscyklus analyser hjælpe til med at prioritere hvilke tiltag der er bedst. De data der opnås i første del af projektet vil blive anvendt til design og opførelse af elementer i demonstrations- eller fuld skala senere i projektforløbet.
Budgettet for VARGA projektet er 85 mio. kr. hvoraf de 19 mio. kr. er støtte fra Miljøstyrelsens MUDP program.
Til konferencen i november vil vi kunne præsentere de indledende resultater fra flere af arbejdspakkerne.