Stimuleret Biologisk Behandling
Session
Resumé
De biologiske processer i vandværksfiltre kan i nogle tilfælde stimuleres ved dosering af mikronæringsstoffer, især kobber. Stimulering af de biologiske processer har i vist sig effektiv på en række vandværker, der historisk har haft svært ved at overholde kravværdierne for ammonium og nitrit.
DTU Miljø, Krüger A/S og DIN Forsyning har med støtte fra VTUF fonden arbejdet med at udvikle værktøjer til at vurdere screeningspotentialet på eksisterende filtre før der iværksættes egentlige tiltag med dosering af mikronæringsstoffer i fuldskala.
I projektet blev der gennemført detaljerede undersøgelser af, hvorvidt stimulering kan forkorte opstartstiden for de biologiske processer. Disse undersøgelser blev udført i forbindelse med opstarten af Ny Esbjerg vandværk.
Målgruppe
Abstract
På størstedelen af danske vandværker er biologiske processer centrale for vandbehandlingsprocessen og rentvandskvaliteten. Historisk set har driften af værkerne taget udgangspunkt i en meget overordnet forståelse af de biologiske processer og har i høj grad været baseret på tommelfingerregler og driftserfaringer. Udbredelsen af de DNA-baserede analyseteknikker har i de senere år givet os en meget mere detaljeret indsigt i biologiske processer og en bedre forståelse af det dynamiske samspil mellem biologi og drift. Forskningsprojektet DW Biofilter har bl.a. vist, at biomassens aktivitet er meget ujævnt fordelt i vandværkernes sandfiltre, hvilket i sagens natur har stor betydning for processernes evne til at optage driftsvariationer.
Nogle vandværker kan have problemer med at overholde de lave kravværdier for ammonium trods en ellers betydelig biologisk aktivitet og omsætning i filtrene. Typisk vil problemerne ikke udmøntes i systematiske overskridelse af kravværdien, men i højere grad betyde at ”driftsvinduet” indsnævres. Et mindre ”driftsvindue” kan resultere i periodisk forringet vandkvalitet og indsnævre handlerummet i forbindelse med vedligeholdelsesarbejder eller ekstreme forsyningssituationer.
Laboratorieforsøg indikerer, at det er muligt at øge biomassens kapacitet ved at tilføre de rette mikronæringsstoffer. Projektet har arbejdet med at undersøge effekten af at stimulering af biologiske filtre med mikronæringsstoffer med henblik på at opnå en bedre renseeffekt.
DTU Miljø, Krüger A/S og DIN Forsyning har sammen arbejdet med projektet ”Stimuleret Biologisk Behandling”. Projektet har været støttet af VTUF fonden og har været opdelt i 3 arbejdspakker:
- Screening af potentiale for stimulering. Udvikling af screeningsværktøjer der kan bruges til at vurdere om der er potentiale for stimulering af de biologiske filtre.
- Kvantificering af stimuleringspotentiale. Kontrollerede kolonneforsøg med henblik på at dokumentere effekten af stimuleret biologisk behandling.
- Fuldskalaforsøg med biologisk stimuleret behandling. Undersøgelse af stimuleringseffekt på Ny Esbjerg vandværk under opstarten af behandlingsprocessen.