Blødgøring - erfaringer fra design og indkøring i Brøndby

Session

Resumé

HOFOR har på Brøndbyvester Vandværk opført Danmarks første centrale blødgøringsanlæg. Anlægget er under indkøring, forventes idriftsat sommeren 2017 og har med sin kapacitet og opbygning stor relevans for andre forsyninger, der overvejer central blødgøring.

Indlægget vil give en generel beskrivelse af anlæggets udformning, de særlige udfordringer, der er løst under projektet, samt erfaringerne fra indkøring og drift af anlægget. Endvidere vil der blive givet oversigt over udgifterne forbundet med etablering og drift af blødgøringsanlægget.

Målgruppe

Abstract

HOFOR har på Brøndbyvester Vandværk etableret og indkørt Danmarks første anlæg til central blødgøring af drikkevand. Anlægget er bygget ind i det eksisterende vandværk, der har været i drift under hele ombygningen, og er designet til en samlet behandlingskapacitet på ca. 2 mio. m3 pr. år ved blødgøring til en hårdhed på 10 dHo. Anlæggets design og størrelse vurderes at have stor relevans for mange danske forsyninger.

Til blødgøringen er det valgt at anvende pellet-teknologi, hvor en del af kalken fjernes fra vandet i anlægget. I blødgøringsanlægget blødgøres råvandet ved at tilsætte natriumhydroxid (NaOH) og desinficeret sand. Dele af kalken bindes på den måde til sandkornene, som bliver til små kugler, der synker til bunds, fjernes og kan genbruges til eksempelvis jordforbedring af landbrugsjord. Som led i designet, der er udviklet i tæt samarbejde med Krüger, har der været stor inddragelse af praktiske erfaringer fra en række andre europæiske forsyningsselskaber med tilsvarende anlæg. Som følge heraf er teknologien grundlæggende optimeret og desuden tilpasset HOFORs praksis med stor fokus på drikkevandssikkerhed, mikrobiologisk vandkvalitet samt arbejdsmiljø.

Fluid-bed kolonnerne udgør ”hjertet i anlægget”, og er i forhold til de tidligere generationer optimeret på en lang række punkter bl.a. mht. dysesystemer for tilsætning af NaOH, DDS sikring og let adgang til service mv. Endvidere er kolonnerne opbygget, så det sikres, at der er stabil og lav turbiditet i det blødgjorte vand, så udgifterne til den efterfølgende filtrering af vandet er så lave som muligt.

Der er i anlægget udviklet en ny dansk løsning, af hensyn til de særlige danske krav til drikkevandssikkerhed, hvor der tilsættes hypochlorit og bisulfit til det komplicerede vaskeanlæg til vask og desinfektion af mikrosand.

Af hensyn til maksimal automation og minimal manuel drift, er anlægget forsynet med et meget stort antal sensorer, der overvåger anlægget herunder vandkvaliteten online, og som via indbyggede algoritmer, løbende justerer og regulerer anlægget.

Anlægget er etableret, testet og er p.t. under indkøring og dokumentation i relation til myndighederne frem til og med juni 2017. Anlægget forventes idriftsat med leverance til forbrugerne i hele Brøndby Kommune fra september 2017.

Blødgøring - erfaringer fra design og indkøring i Brøndby
Erling V. Fischer
HOFOR A/S

Der er ikke nogle vedhæftninger