Oprensning af bassiner - er det nødvendigt?

Session

Resumé

Oprensning af bassiner, der mangler vedligehold, er en stor udgift for forsyningsselskaberne, men ikke alle steder er det nødvendigt at oprense for at sikre mod overløb. En anden mulighed er at sikre, at der er behov for et mindre volumen i bassinet. Såfremt det er muligt at vise, at det modtagende vandløb har kapacitet til at modtage mere vand, er det muligt at øge udledningstilladelsen, hvorved der er behov for et mindre magasineringsvolumen.

Målgruppe

Abstract

Mange regnvandsbassiner har ikke været systematisk vedligeholdt eller oprenset siden de blev etableret. Det betyder, at bassinerne er ved at være fyldt op med sediment, og i mange tilfælde også at både bassinet og dets omgivelser er groet fuldstændig til. En oprensning kan blive meget dyr på grund af sedimentets indhold af miljøfremmede stoffer. Derudover kan en oprensning af et bassin også fordyres pga. naturindholdet i bassinet. Men er det altid nødvendigt at foretage en oprensning af en bassin for at sikre bassinets renseevne? Svaret er nej! De fleste bassiner er projekteret på baggrund af et udledningskrav på 1 l/s/ha, hvilket ofte er en mindre tilledning end recipienten kan modtage uden at blive negativt påvirket. Det vil derfor være en anledning til at undersøge og dokumentere, hvorvidt vandløbet kan tåle den højere belastning.

Orbicon har i denne forbindelse udviklet et koncept til bestemmelse af acceptable udledningsmængder til det enkelte vandløb i forhold til vandløbets reelle kapacitet - robusthedsanalyser. Ud af analysen kommer en kortlægning af hhv. vandløbets reelle kapacitet, strækninger der er sårbare for erosion og de arealer, der er mest oversvømmelsestruet (de begrænsende strækninger). Beregningerne der bl.a. ligger til grund for robusthedsanalysen kan foretages i programmet VASP. I forbindelse med de indledende vurderinger af recipienternes robusthed kan det vurderes, om omkostningerne til udarbejdelse af en robusthedsanalyse står mål med omkostningerne til en evt. oprensning. I den forbindelse skal det nævnes, at robusthedsanalyserne ikke kun kan anvendes på det enkelte bassin, der skal oprenses, men også kan være til gavn for forsyningens øvrige eksisterende bassiner såvel som kommende bassiner, der udleder til de recipienter, der er udført robusthedsanalyse på, da analysen tager eksisterende og fremtidige byområder og udledninger i betragtning.

Ved at gøre brug af en robusthedsanalyse kan der dannes et dokumenteret grundlag for at øge en udledning til en recipient og dermed et grundlag for minimering af magasineringsvoluminet i bassinet Herved kan en oprensning udskydes ved eksempelvis at hæve udløbskoten, således at vådvoluminet opretholdes og renseevnen bevares, mens magasineringsvoluminet minimeres. Når bassinet ikke skal oprenses vil dette i mange tilfælde også bidrage til at naturkvaliteter og diversitet i flora og fauna bibeholdes – både i bassinet og i området omkring det.

Vores erfaring er, at en robusthedsanalyse ofte vil vise, at vandløbet kan tåle en større udledning, end der er givet tilladelse til. Hvis resultatet af robusthedsanalysen omvendt viser, at vandløbet ikke kan tåle en større udledning, kan der tænkes i andre virkemidler, som eksempelvis etablering af et vådområde eller at vandløbet gøres mere robust.

Oprensning af bassiner - er det nødvendigt?
Mads Holm Christensen
Orbicon

Der er ikke nogle vedhæftninger