Vandløbskapacitet og udledningspotentiale
Session
Resumé
Ved at anvende stationære vandløbsmodeller i kombination med højdemodellen er det muligt at vurdere vandløbs kapacitet og udledningspotentiale. Dette gøres ved at simulere hvilken afstrømning, der netop ikke resulterer i oversvømmelse og erosion. På baggrund af denne analyse vurderes det, hvor det er mest optimalt at udlede – nemlig der hvor kapaciteten er størst, og hvor meget der kan udledes i det pågældende punkt. Der tages i disse beregninger højde for såvel eksisterende som fremtidige byområder, således at først til mølle princippet undgås. Dette koncept har Orbicon benyttet i mere end 12 kommuner.
Målgruppe
Abstract
Der anlægges i Danmark løbende nye regnvandsbassiner, der skal tilpasses lokale forhold, stigende nedbørsmængder og hensynet til recipienter. Dimensioneringen af forsinkelsesvoluminet i regnvandsbassiner afhænger af den dimensionsgivende regnhændelse og af afløbstallet. Ikke mindst er afløbstallet, der beskriver størrelsen af udløbsvandføringen fra bassinet per tilknyttet oplandsareal, afgørende. Der findes ikke konkrete anvisninger for valg af afløbstal, der i det enkelte tilfælde fastsættes af den myndighed, som udsteder udledningstilladelsen – men i de fleste tilfælde anvendes her et standardudløbstal f.eks. 1 l/s/ha, eller der tages udgangspunkt i medianmaksimum afstrømningen baseret på vilkårligt placerede målestationer. Udledningstilladelsen skal dog under alle omstændigheder respektere vandløbets hydrauliske kapacitet og tage hensyn til vandløbets fysiske tilstand.
Netop afløbstallet, herunder den udledning der gives tilladelse til, er afgørende ikke kun for de omkostninger, der er knyttet til etablering af det enkelte bassin i form af arealerhvervelse, projektering og anlæg, men også for den eventuelle påvirkning af de berørte recipienter. Gennem en relativt simpel analysemetode kan man med fordel afdække i hvor høj grad et vandløb er sårbart overfor udledning – dels i forhold til oversvømmelse og dels i forhold til erosion af vandløbets bund og sider. Ved nærmere at undersøge et vandløb, hvad angår disse to parametre, tilvejebringes et forbedret dokumentationsgrundlag for udledningstilladelser, der derved kan baseres på den aktuelle vandløbskapacitet og de lokale afstrømningsmæssige forhold.
Konkret foretages der ved en robusthedsanalyse en række vandspejlsberegninger med udgangspunkt i vandløbets dimension og skikkelse. En naturlig median maksimumafstrømning fra vandløbets opland, udgør referencesituationen og hertil øges udledningen fra både nuværende og kommende kloakoplande trinvist. Efterfølgende kan resultaterne analyseres for hvor flaskehalsene og de sårbare strækninger er på vandløbene, og om det er oversvømmelser eller erosion, der er begrænsende for udledningsniveauet. Som oftest er det tilstrækkeligt at foretage beregningerne ved at benytte en stationær model, hvilket betyder, at analysen kan gennemføres for relativt få omkostninger sammenlignet med en dynamisk model.
Metodikken i robusthedsanalyser tager udgangspunkt i krav fremstillet i en række afgørelser fra Natur-og Miljøklagenævnet vedrørende udledningstilladelser. Her stilles krav om, at der skal gennemføres en konkret vurdering af vandløbets hydrauliske kapacitet, der inddrager al tilgængelig viden om vandløbene, herunder bl.a. lokale afstrømningsdata. Dermed gør man op med idéen om at et fast standardudløbstal er en brugbar størrelse at administrere og projektere efter.
I præsentationen redegøres nærmere for anvendelsen af konceptet med udgangspunkt i erfaringer fra konkrete projekter.
