Afskærende ledningssystem giver energibesparelser på 85%

Session

Resumé

Fleksible, fremtidssikrede og energioptimale løsninger har været det bærende igennem projektet, som omfatter projektering, herunder overordnet design af spildevandsanlægget, teknisk dimensionering, procesberegning og optimering.

Anlægget har været i drift i godt et år. Spildevandet løber i to 17 km lange trykgravitationsledninger til rensning i Grindsted. Udover at anlægget er nemt at drifte og vedligeholde, har Billund Vand opnået store besparelser på strømforbruget, mindsket miljøbelastningen og forbedret spildevandets rensegrad.

Det gamle renseanlæg i Billund havde et gennemsnitligt strømforbrug på 2.073 kWh/døgn. Det nye anlæg i Billund viser i dag et gennemsnitligt strømforbrug på 305 kWh/døgn, hvilket svarer til en besparelse på ikke mindre end 85%. Dette forbrug giver en omkostning på 2,5 øre/m3 vand, som dels håndteres i Billund og dels flyttes fra Billund til Grindsted.

Målgruppe

Abstract

Med baggrund i en centralisering for bedre at udnytte spildevandets ressourcer udbød Billund Vand i juni 2013 i totalentreprise nedlæggelsen af Billund Renseanlæg og transporten af spildevandet til rensning i Grindsted.

Transportsystemet består i hovedtræk af en pumpestation, et lukket bassin til opsamling af spildevand under regn, et tryktårn, to trykgravitationsledninger fra Billund til Grindsted samt et genanvendt lagunesystem til efterpolering af overløbsvand fra regnhændelser.

Løsningen har givet en besparelse på 85% på el-forbruget samt frigivet en fuldtidsansat til andre opgaver, svarende til en årlig besparelse på driftsomkostninger på 2,4 mio. kr.

Før projektet blev udbudt havde man ingen forventninger til, at man ville få en tilbagebetalingstid indenfor anlæggets formodede levetid på 50 år. Swecos løsning viste allerede i tilbudsfasen en tilbagebetalingstid på omkring 25 år. Det første års driftsresultater viser, at det nok nærmere er 22 år.

Et af kriterierne i design- og projekteringsprocessen var, at det relativt komplekse anlæg skulle ende op med en simpel og energieffektiv løsning, der er nem at drifte. Desuden skulle anlægget kunne udvides, hvis udviklingen i Billund Kommune på sigt måtte kræve det.

I designfasen blev der taget højde for, at anlægget skulle kunne fjerne en større mængde separatkloakeret spildevand i tilfælde af udbygningsplaner i Billund by. De første 18 måneders drift af anlægget viser, at denne ekstra kapacitet er til stede, da der i gennemsnit kun er flyttet 1.216 m3 vand pr. døgn, hvor der er projekteret med 1.671 m3 pr. døgn.

Designkriteriet for den fælleskloakerede del bygger alene på afledning af spildevandet, som Billund Vand skal være sikker på at komme af med, men i regnvejrssituationer vil der hele tiden blive flyttet så meget vand som muligt. Derfor er der fra fællesvandssystemet flyttet 2.882 m3 pr. døgn. Det viser, at de to trykgravitationsledninger har en ekstra kapacitet, som bliver udnyttet, når der er behov for det.

Den lokale håndtering af regnvandet i bassinanlægget og lagunesystemet i Billund lever også op til forventningerne. Der er i det sidste år håndteret 248.000 m3 vand, hvor forudsætningerne var 305.000 m3 vand årligt.
Der er hverken sket udløb fra lagunesystemet eller fra nødoverløbet i regnvandssumpen til Billund Bæk, hvilket er en stor forbedring i forhold til det gamle renseanlæg.

I takt med at klimaforandringerne medfører større regnmængder, vil disse i første omgang skulle håndteres via LAR-løsninger og semiseparering. Dog er der mulighed for at opføre endnu et 4.500 m3 stort regnvandsbassin på anlægget.

Det separate spildevand med højt COD-indhold, som sendes direkte ind på anlægget i Grindsted giver en bedre rensning og en højere gasproduktion.

Indlægget vil sætte fokus på de dokumenterede erfaringer efter 1,5 års drift af trykgravitationsløsningen i Billund og forhåbentligt give en livlig debat efterfølgende.